Hvornår skal frugttræer beskæres?

Korrekt beskæring af frugttræer er afgørende for at opretholde træernes sundhed, forme en åben krone og sikre et optimalt frugtudbytte. Ved at fjerne døde, syge eller krydsende grene, og ved at skabe en god lys- og luftgennemstrømning, understøttes træets naturlige helingsproces – hvilket mindsker risikoen for sygdomme og fremmer ny vækst.

Herunder kan du læse mere om de generelle principper bag beskæring, og hvordan du bedst tilpasser teknikken til de forskellige typer af frugttræer, herunder æble-, pære-, kirsebær-, blommetræer samt espalierede træer.

Derudover kan du selvfølgelig også læse mere om, hvornår det er det optimale tidspunkt for at beskære frugttræer: sommer eller vinter?

Fordele og udfordringer ved beskæring om sommeren

Når træerne beskæres i løbet af sommeren, udnyttes den periode, hvor de er i aktiv vækst. Det giver en lang række fordele, men der kan også være nogle udfordringer ved at beskære dine frugttræer om sommeren i stedet for om vinteren:

Fordele ved sommerbeskæring

  • Træernes aktive vækst sikrer en hurtig heling af snitfladerne.
  • Når træerne har blade, er det lettere at vurdere, hvilke grene der forhindrer optimal lys- og luftgennemstrømning, samt at identificere døde, krydsende eller overfyldte grene.
  • Sommerbeskæring kan stimulere ny vækst og fremme et øget frugtudbytte.

Udfordringer ved sommerbeskæring

  • Fjernes for meget, kan træet reagere med at sætte mange nye, uproduktive skud, også kaldet vanris.
  • Store sårflader kan blive udsat for fugt og potentielle infektioner, herunder svamp, hvis de ikke håndteres korrekt.
  • Kraftig beskæring i den aktive vækstperiode kan midlertidigt reducere frugtproduktionen, hvis træet bliver for stresset.

Fordele og udfordringer ved beskæring om vinteren

Beskæring i vintermånederne, når træet er bladløst og i dvale, kan også have nogle fordele og udfordringer.

Fordele ved vinterbeskæring

  • Uden blade er det nemmere at få et overblik over træets struktur og forme en ønsket krone.
  • Især ældre træer kan have fordel af en formende vinterbeskæring, som skaber en stærkere og mere harmonisk struktur.

Udfordringer ved vinterbeskæring

  • Sår heles langsommere, da træerne ikke er i aktiv vækst. Dette kan medføre en midlertidig forringelse af træets immunforsvar.
  • Kraftige snit kan belaste træet og potentielt påvirke næste års vækst og frugtproduktion negativt.
  • Uden blade kan det være sværere at identificere, hvilke grene der er problematiske og bør fjernes, hvilket kræver lidt ekstra erfaring.
  • Beskæring i dvaletilstand kan øge risikoen for, at træet producerer mange nye, uønskede skud (vanris).

Sådan beskærer du dine frugttræer

For at opnå de bedste resultater skal beskæringen tilpasses den enkelte træsort og dens alder eller udviklingsstadie. Der kan nemlig være stor forskel på, hvordan og hvornår du bør beskære unge og gamle frugttræer. Derfor har vi samlet en række gode råd til beskæring af æble-, pære-, kirsebær-, blommetræer samt espalierede træer.

Beskæring af æbletræer

Æbletræer findes i mange varianter – fra små, dværgæbletræer til store, traditionelle sorter.

Æbletræer har generelt stor fordel af en sensommerbeskæring (juli–september), hvor de aktive vækstforhold sikrer hurtig heling af snitfladerne. Ved en sommerbeskæring skal du fjerne døde, syge og krydsende grene. Sørg for at bevare en åben krone, som sikrer, at sollyset når ind til de frugtbærende grene.

Du kan også udføre en let vinterbeskæring i november-marts. Formålet med en vinterbeskæring er typisk formgivning. Ved en vinterbeskæring bør du kun beskære små grene, så træet bedre kan hele de små sår.

Vær opmærksom på ikke at fjerne mere end ca. 1/3 af træets krone (bladmassen) for at undgå stress og overdreven dannelse af vanris.

I vinterperioden, hvor du ikke kan se bladmassens størrelse, må du max beskære 1/3 af hovedstammens diameter – tilsammen. Måler dit æbletræ fx 10 cm i hovedstammen, må de grene, du beskærer max have 3 cm i diameter total; altså én gren af 3 cm eller 3 grene af én cm.

Beskæring af unge æbletræer

Ved unge æbletræer bør du fokusere beskæringen på at skabe en stærk hovedstamme og et solidt skelet af hovedgrene. Det er vigtigt, at du ikke er for grov i din beskæring af unge æbletræer, hvis de skal have de mest optimale forhold for frugtproduktion de kommende mange år.

Du bør max beskære 20-30% af træets krone (bladmassen) af, hvis det skal have de bedste betingelser for at komme sig.

Et godt råd i forbindelse med beskæring af nyere æbletræer er at holde dem nede i højden. Det vil du takke dig selv for senere.

Beskæring af gamle æbletræer

For ældre æbletræer bør du primært beskære for at vedligeholde den eksisterende form og fjerne døde, krydsende eller bagudvendte grene (der vokser ind imod hovedstammen). Selvom mange ældre æbletræer sagtens kan tåle en kraftig beskæring, kan der være risiko for, at det visner, hvis det bliver beskåret for kraftigt. Det kan også være, at træet har det hårdt et par år, men når træet er kommet sig igen, vil du også opleve et øget frugtudbytte.

Husk at fjerne de vanris, som dukker op som følge af beskæringen. Det bedste, du kan gøre, er at knække de små vanris af, da træet her ikke vil forsøge at regenerere vanriset. Skærer du vanriset af, vil træet forsøge at generere flere vanris.

Beskæring af pæretræer

Ligesom æbletræer bør pæretræer primært beskæres om sensommeren (juli–september). For pæretræer handler det også om at fjerne overflødige og sammenfiltrede grene for at sikre optimal lys- og luftgennemstrømning.

Lige som med æbletræer kan pæretræer også klare en moderat vinterbeskæring til formning, hvis det gøres forsigtigt.

Beskæring af unge pæretræer

Ved pæretræer er det vigtigt at udføre en forsigtig beskæring, især på yngre træer, for at undgå at stresse træet og reducere frugtproduktionen. Når du beskærer unge pæretræer, er det vigtigt, at du former træets krone forsigtigt, så det udvikler en åben krone med god luft- og lysgennemstrømning. Sørg derfor også for at fjerne de grene, der vokser indad, for at undgå skygge.

Beskæring af gamle pæretræer

Beskæring af ældre pæretræer skal ske med fokus på vedligeholdelse. Det vil sige, at fokus skal være på at fjerne døde og syge grene samt dem, der hæmmer frugtproduktionen. Sørg også for at fjerne vanris.

Beskæring af kirsebærtræer

Kirsebærtræer er generelt mere følsomme over for beskæring og bør derfor primært beskæres om sommeren, typisk i juli og august – eller efter frugten er høstet. En god tommelfingerregel er, at du beskærer træet samtidig med at du plukker frugterne. På den måde får du også frugterne ned i en god plukkehøjde.

Når du beskærer dine kirsebærtræer om sommeren, skal du vide, at træet kommer til at bløde voldsomt, da træet er i aktiv vækst. Derfor er træet også bedre i stand til at hele sårfladerne.

Du bør undgå vinterbeskæring af kirsebærtræer og andre stenfrugttræer, da træets sår har svært ved at hele i det kolde og fugtige klima, hvilket kan føre til svampeangreb.

Beskæring af blommetræer

Blommetræer kræver også en skånsom tilgang, når det gælder beskæring af træet. Det anbefales at udføre en let beskæring om sensommeren (juli–september), hvor kun de døde, syge eller krydsende grene fjernes for at sikre optimal luftcirkulation og lysindtrængning.

Beskæring af espalierede træer

Espaliering er en teknik, hvor træet formes til at vokse op ad en støtte, hvilket er ideelt for mindre haver eller til brug som grøn rumdeler. Selvom espalierede træer både er smukke og praktiske, kræver de en mere disciplineret beskæring for at holde formen. Generelt skal espalierede træer beskæres på samme måde og tidspunkt som almindelige frugttræer, som beskrevet i de foregående afsnit.

Når du skal beskære espalierede træer, skal du fjerne de lodrette skud, som ikke bidrager til den ønskede form, og trimme de vandrette grene til den længde, du ønsker. Husk dog at holde et blad yderst, da det vil fungere som saftsuger og hjælpe med at lukke såret.

Formålet med beskæring af espalierede træer er at optimere lysindtrængningen og sikre, at alle frugterne får de bedste vækstbetingelser.

Gode råd til beskæring af frugttræer

For at opnå de bedste resultater med beskæring af frugttræer, er der en række teknikker og generelle råd, som bør følges:

  • Brug af korrekt værktøj:
    Sørg for at anvende skarpe beskæringssakse og grensakse, og rengør dem grundigt efter brug for at forhindre spredning af sygdomme.
  • Lav rene snit:
    Skær altid lige uden for grenkraven for at sikre korrekt heling.
  • Fjern ikke for meget:
    En god tommelfingerregel er aldrig at fjerne mere end ca. 1/3 af den samlede bladmasse ad gangen, for at undgå stress og overdreven dannelse af vanris.
  • Skab en åben krone:
    Ved at fjerne grene, der vokser indad eller krydser hinanden, sikres en god luft- og lysgennemstrømning, som er afgørende for frugtmodningen.
  • Planlæg beskæringen efter træets vækstfase:
    Tilpas din beskæring til om træet er i aktiv vækst (sommer) eller i dvale (vinter) for at optimere helingsprocessen.
  • Efterbehandling:
    Efter en hård beskæring er det en god idé at sikre, at træet vandes ordentligt og eventuelt få en let gødning for at støtte helingen og ny vækst.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Vi står altid klar til at hjælpe dig, uanset hvad du har på hjerte. Har du spørgsmål, brug for rådgivning eller ønsker du at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at kontakte os.

Ring til os på 60 46 34 66 eller udfyld kontaktformularen – så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Lær mere

Hvornår skal hækken beskæres?

Er din hæk blevet for bred eller høj? Stikker grenene ud i alle retninger, eller er den begyndt at blive tynd i bunden? Så er det højst sandsynligt på tide at få hækken beskåret. En velplejet hæk skaber ikke bare en flot ramme om haven – den giver også læ,

Læs mere

Ejerpligt og Ejeransvar

Har du træer på din grund, har du også et ansvar for, at de ikke skaber problemer for andre eller forårsager skader. Det handler ikke kun om regler og love – det handler også om at passe godt på dine træer og omgivelser. Derfor er det også relevant for dig

Læs mere
Optimized with PageSpeed Ninja