Er din hæk blevet for bred eller høj? Stikker grenene ud i alle retninger, eller er den begyndt at blive tynd i bunden? Så er det højst sandsynligt på tide at få hækken beskåret.
En velplejet hæk skaber ikke bare en flot ramme om haven – den giver også læ, afskærmning og kan være et hjem for fugle og smådyr. Men uden regelmæssig beskæring kan hækken miste sin tætte struktur, blive skæv eller begynde at skygge for meget.
Alt afhængigt af hækkens type, varierer det bedste tidspunkt for beskæring. Derfor har vi her samlet en oversigt, så du ved, hvornår og hvordan du bedst beskærer din hæk, så den forbliver sund og flot år efter år.
Hovedbeskæring eller hækklipning?
Når vi taler om vedligeholdelse af hække, skelner vi ofte mellem hovedbeskæring og let beskæring (hækklipning) – to metoder, der hver især spiller en vigtig rolle for hækkens udseende og sundhed.
Hovedbeskæring
Denne metode går i dybden og udføres typisk i den sene vinter eller tidlige forår (f.eks. februar-marts eller april-maj, afhængigt af hæktypen). Ved hovedbeskæringen fjernes større grene, gamle og døde dele, hvilket stimulerer ny, sund vækst. For de fleste hække anbefales en grundig hovedbeskæring med ca. 3-5 års mellemrum, alt efter hækkens væksthastighed og sort.
Let beskæring (hækklipning)
Let beskæring svarer til den regelmæssige hækklipning, hvor du blot trimmer hækkens spidse udvækster for at bevare en jævn og pæn form. Denne metode udføres ofte i sommermånederne (juni-august) og kan gentages 1-3 gange om året for at holde hækken tæt og velplejet.
Vær opmærksom inden du beskærer hækken
Når du beskærer (eller klipper) din hæk, er der en række ting, du bør være opmærksom på for at sikre en sund vækst og for at tage hensyn til naturen omkring dig:
- Fuglereder og dyreliv:
Mange småfugle bygger reder i hække, især i foråret. Undgå at beskære i fuglenes yngleperiode fra marts til juli, hvis du opdager en rede. - Hække langs veje og stier:
Hvis din hæk grænser op til en offentlig vej eller sti, skal du sørge for, at den ikke generer fodgængere, cyklister eller bilister. - Beskæring i fugtigt vejr:
Undgå at beskære hækken, når det er meget vådt, da fugt kan øge risikoen for svampesygdomme. - Brug af skarpe og rene redskaber:
Sørg for, at dine beskæresakse og hækklippere er skarpe og rene for at sikre et rent snit og minimere risikoen for sygdomssmitte. - Beskæring af kraftige grene:
Hvis hækken har kraftige grene, der skal skæres væk, kan det være nødvendigt at bruge en grensav frem for en almindelig hækklipper.
Beskæring af forskellige hæktyper
Hver hæktype har sine særlige behov, og derfor har vi samlet en række gode råd til, hvordan du bedst beskærer din hæk, uanset om den er løvfældende eller stedsegrøn.
Beskæring af liguster
Liguster (Ligustrum vulgare) er en af de mest populære hække i Danmark – og med god grund. Den vokser hurtigt, er hårdfør og tåler både sol og skygge. Liguster kan være enten løvfældende eller stedsegrøn afhængigt af sorten og klimaet.
Skal din ligusterhæk beskæres, er det optimale tidspunkt i februar-marts for at stimulere ny vækst.
Liguster tåler kraftig beskæring og kommer hurtigt igen. Derfor kan du også med fordel klippe ligusterhækken 2-3 gange årligt, hvis du ønsker en tæt og fyldig hæk.
Beskæring af bøg
Bøgehæk (Fagus sylvatica) er kendt for sine smukke blade, der skifter farve med årstiderne og forbliver på hækken langt ind i vinteren. Den kræver en vis pleje for at holde sin tætte vækst og smukke form.
Når din bøgehæk skal beskæres, bør det gøres i februar-marts. Derudover kan en let trimning (hækklipning) i juli eller august være med til at holde hækken pæn.
Et godt råd, når du beskærer eller klipper din bøgehæk er, at klippe den i en let kegleform, så den er smallere i toppen end i bunden – det sikrer, at den får lys hele vejen ned.
Beskæring af avnbøg
Avnbøg (Carpinus betulus) minder om bøg, men har en hurtigere vækst og en mere robust struktur. Den bruges ofte som et alternativ til bøgehækken, da den er mere hårdfør over for vind og vejr.
Avnbøg bør beskæres i februar-marts. Denne hæktype kan godt tåle en kraftig beskæring, men for at undgå frostskader på nyvæksten bør beskæringen ikke foretages for sent på sæsonen.
Beskæring af tjørn
Tjørn (Crataegus) er en robust hækplante, der ofte bruges til hegn, fordi den har torne, som gør den svær at passere for både mennesker og dyr.
Tjørnehække bør beskæres i februar-marts. Du skal dog være forsigtig, når du beskærer tjørn, da tornene kan være skarpe. Derfor er der også behov for at bruge beskyttelseshandsker, så du undgår rifter og andre skader fra tornene.
Hos Djurslands Træfældning tager vi et lille ekstra gebyr, når vi beskærer eller klipper tjørn, da det kræver ekstra beskyttelse og forsigtighed.
Beskæring af thuja
Thuja (Thuja occidentalis) er en populær stedsegrøn hæk, der danner en tæt og høj afskærmning. Den vokser hurtigt, men kræver regelmæssig klipning for ikke at blive for bred. Thuja tåler ikke at blive skåret tilbage til gammelt træ, da den sjældent skyder fra de gamle grene.
Skal din thuja beskæres, bør du gøre det i april-maj. Husk dog kun at klippe i det grønne, da thuja ikke danner nye skud fra gammelt træ.
Beskæring af laurbærhæk
Laurbærhæk (Prunus laurocerasus) har store, blanke blade og en kraftig vækst. Den trives både i sol og skygge og danner en flot, tæt hæk. Laurbærhække kræver en blødere beskæring end andre stedsegrønne hække, da de store blade nemt flosser.
I modsætning til langt de fleste hæktyper, som bør beskæres i starten af året, bør din laurbærhæk først beskæres i august-september. Når du beskærer denne type hæk kan det desuden også være en fordel at bruge en beskæresaks i stedet for en hækkeklipper for at undgå flossede blade.
Beskæring af buksbom
Buksbom (Buxus sempervirens) er en klassisk hækplante, der ofte bruges til lave hække eller formklipning. Den vokser langsomt, men skal stadig klippes regelmæssigt for at forblive tæt.
Beskæring af buksbom bør ske i maj-juni for det mest optimale resultat. Generelt tåler buksbom en hård beskæring, men bør ikke beskæres i direkte sol, da bladene kan svides.